våbenskjold

Ved det tidligt opståede ekstra gennembrud af bymuren(for længst nedrevet i sin helhed) ud mod vandet(Strandlågen) ligger Danmarks måske bedst bevarede verdslige middelalderhus, der fremtræder i en sjælden pålidelig skikkelse, nemlig den gamle præstegård oprindeligt opført for St. Gertruds Alter.

Det ville være ønskeligt om bygningen igen fik en funktion. Bygningen havde klerikal funktion helt op til 1853; fra reformationstiden af som præstegård. 1853-1872 fungerede det som sygehus, hvorefter det indtil 1905 fungerede som bolig. Vi behøver kun at vende os om, for at finde det næste stop på ruten: Dronning Margrethes Vognport.

Huset er opført som middelalderlig tiendelade og fungerede som latinskole 1536-1739. Forbindelsen til Dronning Margrethe(I) er mere end tvivlsom, og vognport har den vist aldrig været, men navnet er veletableret. Huset har gennemgået betydelige restaureringer, hvor særlig Andreas Clemmensen tog fat på en opretning af den ydre skal, der var stærkt medtaget og ændret af de mange års brug som lagerbygning(1752-1905). Den seneste indretning til menighedslokaler er sket på en temmelig hårdhændet måde, der ikke har vist tilstrækkelig veneration for det middelalderlige hus. Bygningen er dog af kulturhistoriske årsager stadig et fint og værdifuldt hus.

Forrige
Næste