
Fra søenden af Bispebroen fortsætter vi sydover langs bredden og drejer op ad Klostervænget.

Gaden ender i et skævt kryds med Præstegade. Endebygningen til højre mod kirkegården er fra 1799 og fungerede som fattighus indtil 1838. Kirkegården markerer placeringen af dominikanerklostret og på nordsiden af gaden lå en række adelsgårde indtil 1600-tallet. Således Emmiksens Gård i nr. 16-18, Geltingerhof i nr. 20-22 og Marianergården vest herfor. Alle disse var udstykket af Limbekkernes Gård fra ca. 1400.

Vi bevæger os opad gaden skråt over for Klostervængets udmunding: Hægersgade.

Gaden har også heddet Stiftsgade. De små pyntelige huse ligger tæt i den smalle gade, som altid har været småhusbebyggelse. Gaden er nemlig først opstået som bodebebyggelse i tilknytning til klostret på nabogrunden. Disse kommer siden i Didrik Høks besiddelse(han boede selv i nuværende nr. 2-4), men brændte alle i 1627. Bortset fra nr. 9(fra 1863) er gadens ensartede huse fra 1700-tallets begyndelse

For enden ligger Häger Stiftung. Stiftelsens friboliger blev indrettet i 1700-talsbygningen 1860 efter donation fra malermester Matthias Häger. Hans svigerfar var Jens Jensen Wraae, og han stod for ombygningen.
Vi går til venstre og runder blokken til venstre.
Forrige 


Næste